Hvilken fondant skal jeg vælge?

Der er mange meninger om hvilken fondant man kan lide at bruge, og noget af det er nok lidt af et temperamentsspørgsmål. Jeg har testet et par stykker, og det er ikke sikkert vi er enige. Der er både smagen og konsistensen at tage i betragtning, men så sandelig også prisen hvis du spørger mig.

FunCakes fondant
star star star star star

Min favorit når det gælder købefondant er FunCakes fra Holland. Jeg bruger den til at lave blomster og pynt med, bland den med lidt petal powder og den er super til blomster for den kan rulles meget tyndt ud. Den smager bedre end de fleste, dufter dejligt og den tørrer ikke så hurtigt. Bliver den lidt tør mens du arbejder med den, skal den bare æltes lidt og den er så god som ny. Fondanten er meget nem at arbejde med.
Bemærk den fåes med både vanille og marshmellow smag, og den kan fåes i mange farver.
Pris ca 30 kr for 250 gram, 1 kilo 85 kr  til 125 kr.

FunCakes Marcipan
star

Marcipan fondant fra FunCakes købte jeg for at prøve den af, jeg kan nemlig bedre lide marcipan end fondant, så her var måske et alternativ til fondant. Men nej, den smager slet ikke af marcipan, den knaser mellem tænderne som om sukkeret ikke er opløst, den er svær at rulle ud og kan i mine øjne ikke bruges til ret meget. Jeg vil hellere have den allerbilligste marcipan fra Tyskland og det siger ikke så lidt.
Marcipanen (det skulle være forbudt at kalde den det) fåes i forskellige farver.
Pris ca 30 kr pr 250 gram / 120 kr pr kilo

Satin Ice fondant
star star star star star

Satin Ice fra USA siges at være de profesionelles valg. Den minder lidt om den fra FunCakes i konsistens og smag. Og ligesom FunCakes fondant kan man ælte liv i den igen, hvis den tørrer lidt ud. Den tørrer mindre hurtigt end FunCakes og derfor har jeg ikke brugt den til blomster og lign, men vil være velegnet til overtræk på kager og cupcakes netop fordi den ikke tørrer helt ud.
Den er nem at ælte da selve fondanten er meget blød, og det anbefales at du ælter den rigtigt godt, for jo mere blød og gennem æltet den er, jo tyndere kan du rulle den ud. At den er nem at ælte er også en fordel når du skal indfarve større mængder.
Satin Ice kan tåle at man sætter kagen i køleskabet uden at dække den til, faktisk anbefales man ikke at dække kagen da fondanten kan tage skade af fugt. Mange nyere køleskabe i dag har en funktion hvor der cirkulerer fugt rundt i skabet, det holder bl.a. grøntsager friske, men det dræber fondant. Og af den grund bruger jeg næsten kun Satin Ice i dag.
Satin Ice fåes i mange farver, heriblandt mange stærke farver der er næsten umulige at indfarve sig til selv. Fx hot pink.
Der er dog ikke så mange farver tilgængelige på det danske marked, det er kun lykkedes mig at finde hvid, elfenben og chokolade.
Den kommer i en spand og er pakket ind i en plastpose inde i spanden. Så det er også nemt at opbevare rester, uden at de tørrer ud.
Pris ca 100 kr for et kilo, du kan købe denne fondant mange steder, bl.a. her

Regalice fondant
star

RegalIce er fra England og jeg købte den i sin tid fordi den kom i en bestemt lilla farve, og den er som bekendt svær at opnå ved indfarvning.
Jeg glemmer den aldrig, den skulle bruges til nogen blomster. Den stank af eddike smagte mærkeligt syntetisk, og den tørrede slet ikke, ikke engang med petal powder i. Kanterne blev grynede og det duede slet ikke. Den er meget blød ligesom som sælgerne lover, men til gengæld er den så blød at den nærmest falder fra hinanden når man ruller den ud. Fondanten røg direkte i skraldespanden og jeg køber den aldrig mere.
Pris ca 60-70 kr pr kilo.

Kagebutikkens deko fondant
star star star


Dufter godt omend ikke så meget af vanilje som andre typer fondant, smagen er sød, ikke så meget andet. Der er en svag knasen af sukker når man smager på det. Konsistensen er blød og fin, den klistrer ikke umiddelbart ved æltning. Den er nem at arbejde med og kan æltes blød igen, hvis den bliver lidt overfladetør, men den virker nu ikke som om den tørrer så hurtigt. En god fondant til prisen. Fra deres hjemmeside; “Kan som overtræk æltes sammen med op til 50% marcipan afhængig af hvor kraftig en marcipansmag, du ønsker. Er allergitestet og er uden mælkepulver, farvestoffer eller andet
Den sælges i 500 gr pakker til 32,50 kr og 5 kg pakker til 299 kr – Kagebutikkens dekorfondant
Pris 65 kr pr kilo.

MMF fondant
star star star star

Hjemmelavet marshmallow fondant (MMF), den der består af marshmallows, flormelis, vand og vegetabilsk olie. Intet andet. Den har jeg tidligere brugt til at overtrække kager med, og jeg kan stadig finde på at bruge den, medmindre fondanten skal være rød eller sort. For der skal der bruges så meget pastafarve at fondanten kan ende med at blive lidt klistret.
MMF smager bedre end købefondant, måske fordi der ikke er nogen syntestiske ting i, og den er meget billigere end at købe og det bringer i sidste ende prisen ned på kagen. Det tager ca 10 minutter at lave MMF fondant til en kage på 25 cm i diameter. Jeg foretrækker at bruge de marshmallows du ser på billedet, de smager lidt mere af vanille end andre. Men man kan selvfølgelig selv tilsætte lidt vanilleekstrakt (opskrift her)
MMF fondant der er blevet lidt hård, kan puttes i mikroen i 15 sek, så bliver den fin og blød at arbejde med. Opskrift finder du her.
TIP: Alle slags skumfiduser kan bruges til MMF. Ofte kan du finde dem med smag og farve i “bland selv slik afdelingen”, og de kan også bruges.
Pris ca 35 kroner pr kilo

Dansk fondant
star star star star

fondant

Fondanten på billedet herover fandt jeg i Netto. Den hedder bare Icing og den kunne fås i hvid, lyserød, lyseblå og grøn. Jeg købte et par stykker for at teste den, og jeg må sige at den imponerede mig rigtigt meget. Den er blød og lækker at arbejde med, den hvide fondant er kridhvid og med det mener jeg den er hvidere end nogen anden fondant jeg har set. Den dufter dejligt, og den smager virkelig dejligt, en lillebitte smule af karamel.
Såvidt jeg har fundet ud af så er det Odense Marcipan der laver denne fondant, og den er en kvalitetsfondant. Desværre har jeg ikke set den siden den var en spotvare i Netto, og jeg ikke hvor man kan købe den ellers. Ser du den, så sørg for at få fingre i et par stykker.
Pris 20 kr for 250 gram.

M&B of London
star star star star

fondant

Jeg blev kontaktet af kagekreationer.dk som gjorde mig opmærksom på at jeg ikke havde testet deres fondant, og at de gerne ville sende mig lidt så jeg kunne teste det. Det sagde jeg ja til, og da jeg stod og skulle lave en kage i samme uge, var det oplagt at fondanten blev testet der.
M&B of London luxury sugar paste er et engelsk fondant mærke. Jeg må tilstå at jeg slet ikke kendte det, så inden jeg gik i gang tog jeg en tur på nettet, for at se hvad de sagde om det derude. Det er såvidt jeg kan se et populært fondant mærke i England. Flere af de store kagekreatører i England sværger til denne fondant.
Jeg havde fået en sort og en hvid fondant, for det var det jeg skulle bruge til min kage.

Fondanten er superblød, nem at ælte og rulle ud, og den klistrer ikke til fingrene. Så den er dejlig at arbejde med.
Smagsmæssigt smager den bare sødt, ingen underlige smagstilsætninger, men det er jo også fint nok. Den har ingen duft, og her kunne jeg godt have tænkt mig en dejlig duft af vanilje, også selvom den ikke smager af det. For når først en kage er dækket af fondant, så dufter selve kagen jo ikke mere. Det er nok den eneste ting jeg kan sætte fingeren på.
M&B fondant fås i mange farver, både nogle meget stærke farver og pastelfarver. Den sorte jeg fik er virkelig sort. Mere sort end Funcakes fondant.

Den holder sig også pænt i både køleskab og fryser. Jeg har sådan et køleskab der cirkulerer fugt, for at holde grøntsager m.m. friske, og det er en rigtig fondant dræber. Men den klarede sig rigtig pænt i forhold til mange andre mærker. Jeg frøs et lille stykke fondant og tøede det op igen, og det gik også rigtigt godt.
Fondanten sælges i 500 gr pakker til 45 kr pr stk, det giver en kilopris på 90 kr. Forhandler er kagekreationer.dk.

Farveskemaer til hvordan du indfarver en speciel farve kan du finde her.

Hvis du har nogen erfaringer med fondant som du gerne vil dele, så skriv endelig en kommentar!
Læs evt også;
Hvor meget fondant skal jeg bruge?
Hvor meget kage skal jeg bage?
Farveskemaer til indfarvning af fondant
Opskrift på hjemmelavet fondant

Update;
Jeg lavede denne korset kage, hvor den hudfarvede fondant var Satin Ice, og den lyserøde var Kagebutikkens deko fondant;

Kagen blev sat på køl uden at være tildækket, som man anbefaler med Satin Ice fondant. Og den holdt sig rigtig pænt. Den lyserøde fondant (Kagebutikkens deko fondant) begyndte derimod at “svede” lidt når den kom ud af køleskabet, den blev lidt klistret i overfladen. Jeg ved ikke om man kan forhindre det ved at tildække kagen i køleskabet, nu valgte jeg at følge anbefalingerne til Satin Ice.
Begge fondanter var dejlige at arbejde med. Bløde og fine at ælte, og nemme at indfarve. Satin Ice klistrer dog forfærdeligt når man ælter den, men det hjælper at spraye hænderne med en bagespray og fondanten tager ikke skade af det.

3 responses to “Hvilken fondant skal jeg vælge?

  1. Ang det med rød farve og andre farver i MMF du skal bare putte pasta farve i som sædvanlig og pakke det ind i film og stoppe det i et mørkt skab et par dage det får farven til at blive mere intens eller stoppe lidt hvidvins edike i
    :)

    • Hvidvinseddike? Den var ny for mig. Er det noget du har erfaring med? Hvor meget skal man bruge og kan det ikke smages? Fortæl fortæl.. ;)

      Den anden metode med at indfarve et par dage før kender jeg godt, men jeg synes stadig det er svært at opnå en ordentlig rød og sort. Fondant reagerer forskelligt på pastafarver, og til netop de to farver skal der rigtig meget pastafarve til. Jeg har dog ikke prøvet dem der hedder ekstra sort eller sort sort, måske det er nemmere med dem.

  2. Det er en rigtig god ide at opbevare sin færdigovertrukne fondant kage i en kageæske (papkasse) i køleskabet. Det beskytter den mod fugt :)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s