Hatteæske kage med sukkerblonder

453466
Jeg ville opdatere min Devils food cake blog med en anden kage, for den opskrift er en af de mest læste på denne blog, og kagen der var vist i den kunne jeg ikke skære ud og vise indeni, for den skulle bruges til noget bestemt. Sådan er det jo nogle gange.

Samtidig skulle jeg teste en engelsk fondant M&B of London for kagekreationer.dk, så det blev til denne kage med sukkerblonder på. Anmeldelsen af fondanten kan du læse på denne side (nederst) og opskriften på Devils food cake finder du her.

Der var engang hvor sukkerblonder var noget man kun kunne lave med SugarVeil icing, som er et pulver man pisker op med vand og bruger i en blondemåtte af silikone. Det var sindssygt dyrt at lave sukkerblonder, for selve SugarVeil pulveret var dyrt, men prisen på blondemåtterne var astronomisk.
I dag er der flere muligheder at vælge imellem når du vil lave sukkerblonder, og det er dem jeg kommer ind på her.

Sugar dress er et produkt af 2 komponenter der giver en meget holdbar, elastisk og blød blonde. Den er super nem at arbejde med, man rører bare pulveret ud i vand og tilsætter en flydende emulsion og så er blondemassen klar til at blive smurt ud.

Magic Decor / Tricot mix er endnu mere enkelt at bruge, da det kun består af et pulver der røres ud i vand. De giver en blonde der er mere stiv end Sugar Dress og SugarVeil, og da min blondesløjfe på kagen herover skulle stå op på kagen, så har jeg brugt Tricot Mix.

SugarVeil skal også bare piskes med vand, og så anbefales det at man sætter den på køl til dagen efter og pisker den igennem igen inden brug. Man kan godt bruge SugarVeil med det samme den er lavet, men hvis man bruger blondemåtter med et meget fint trådmønster, så bør man vente til dagen efter, da massen bliver lidt mere smidig og holdbar af hviletiden.

Det er vigtigt at man blander pulver og vand nøjagtigt i det forhold der er angivet i vejledningen.
Man kan farve dem alle med pastafarver eller farvepulver, men man skal være klar over at blonden skal have ekstra tørretid jo mere farve du har brugt. Brug ikke flydende farver som f.eks. frugtfarve.
Luftfugtighed har også noget at sige mht til hvordan dine blonder bliver og hvor længe de er om at tørre op, så hvis du har mulighed for at vente, så lav dem en dag når fugtigheden er lav.

Smør lidt af massen på din blondemåtte, den herunder er fra Pavoni. Fordel massen og skrab den i alle retninger for at få hele måtten fyldt ordentligt ud.
Brug det redskab der passer dig bedst, hvad enten det er din dejskraber, en skraber beregnet til formålet eller noget andet sålænge det ikke er af metal. Det kan nemlig skade din dyre blondemåtte.

S5001345

Med en plasticskraber (her i form af et plastic kort a’la kreditkort), skraber du måtten ren. Pres ikke ned, bare træk skraberen hen over måtten.

S5001346

Lad blonden tørre ifølge anvisningerne for produktet, jeg har bagt min ved 80-90 grader i 6-7 minutter. Som du kan se herunder er der kommet blondemasse udenfor mønstret. Jeg har med vilje undladt at skrabe det helt væk, da jeg i så fald skulle skrabe så hårdt at jeg risikerede at fjerne noget af blonden. Der er heldigvis et meget nemt fix til dette problem, som jeg vil vise om lidt. Hvis du ikke får det fjernet, vil din blonde blive noget sløret.

Når måtten har tørret i ovnen i 6-7 minutter, så tilføjes endnu et lag blondemasse ovenpå det første, for varmen i ovnen får den til at blive mindre, og med 2 lag får du en meget mere robust blonde.

S5001350

Når påføring nr 2 har tørret i 6-7 minutter i ovnen, så er det tid til at fjerne det der er kommet udenfor mønstret.

S5001351

Tag en fugtig klud og gnid forsigtigt i små cirkelbevægelser til det overskydende er fjernet. Tryk ikke ned med kluden, du risikerer at ødelægge blonden. Når hele blondemåtten er renset, tørrer du blondemåtten i ovnen i et par minutter.
Lad blondemåtten køle helt af inden du fjerner blonden forsigtigt.

Sugar dress blonder skal tørre noget længere i ovn end Tricot Mix, til gengæld er det nærmest umuligt at overtørre Sugar Dress. Tricot Mix kan derimod godt få for meget i ovnen, og så bliver blonden skør som glas.

Man kan evt blande Sugar Dress og Tricot Mix, for at få en blonde med begges egenskaber.

Dine færdige blonder kan opbevares ved at rulle dem op på bagepapir og paprøret fra en køkkenrulle , og lægge dem i en tætsluttende boks. Du kan også fryse dem, men da de er ekstremt skøre i frossen tilstand, så vil en oprulning på paprør sikkert være en god idé.
Brug kun bagepapir. De vil klistre fast til alt andet.
S5001356

777980

S5001368

7 responses to “Hatteæske kage med sukkerblonder

  1. Hi! I love your blog :) I live in South Carolina in the United States and I have tried the Sugar Veil. I agree it is expensive but I love the look and didn’t realize there are other alternatives. Can you tell me where I can get this Magic Decor / Tricot mix and/or Sugar Dress you are talking about? Is there a website? Thank you!

  2. Hej
    Jeg skal lave 3 kager med blonder til min datters konfirmation og har ikke erfaring med at opbevare sukker blonden. Og da jeg skal bruge mange vil jeg høre om ,når du ruller dem op som du gør og putter dem i boks holder de sig så bevægelige stadig eller har du et trick til at bøde dem op hvis de bliver stive.
    tak for en fed blog
    mvh
    Caroline

    • Hej Caroline,
      Det kommer helt an på hvilken slags blonde du laver. De fleste af de blandinger du kan købe til at lave blonder med er smidige og bløde. Og de holder sig sådan, selvom du gemmer dem lidt tid.
      Der er nogle der er mere stive i det, fx Magic Decor / Tricot mix. Det er meget velegnet at bruge hvis du vil lave blonder der skal stå af sig selv. De bliver ret sprøde når du gemmer dem, og er derfor ikke velegnede til at lave i forvejen. Ruller du dem op og gemmer dem, så tager de form efter rullen og bliver mere og mere stive i det, og de knækker når du ruller dem ud. De kan dog holde sig smidige et par dage.
      Så jeg vil helt sikkert anbefale dig at vælge et materiale der giver bløde blonder. Dem kan du lave i forvejen og gemme. Der er efterhånden mange produkter til disse blonder på markedet, men sugar dress er meget velegnet til bløde bonder. Jeg kender desværre ikke alle produkterne du kan få i dag.

  3. Hej ville høre om du kunne hjælpe med med blandings forhold til sugar dress jeg har et papir med det står på italiensk og det kan jeg desværre ikke læse
    Mange kram fra Lone

    • Hej Lone,
      Det kan jeg i hvert fald hjælpe med. Jeg har heldigvis en engelsk instruktion i min Sugar Dress ;)

      For at lave 100 gr:
      56 ml vand (56 gr)
      4 spsk eller 42 gr af PREPARATION 1 pulveret.
      Røres rigtigt godt sammen i et par minutter:
      Tilsæt en tsk (ca. 3 gr) af den flydende PREPARATION 2.
      Rør grundigt i en 5-10 minutters tid indtil blandingen er glat.

      Herefter kan du bruge det i silikone formene som beskrevet i bloggen.
      Tørretid for Sugar Dress:
      Det tørrer af sig selv i løbet af en 6-8 timer, men du kan putte det i ovnen i 10-12 minutter ved omkring 70-80 grader.
      Lad blonden køle helt af inden du tager den ud af formen.

      Jeg har aldrig rigtigt haft held med at lade dem tørre af sig selv, måske har det noget at gøre med fugtigheden i luften. Så jeg bruger altid ovnen, og jeg laver et ekstra lag og gentager tørringen i ovnen, for når den tørrer i ovnen, så synker blonden lidt, og for at gøre den stærkere laver jeg et ekstra lag ovenpå den.

      Sugar Dress kan holde sig 7 dage i køleskab efter blanding. Og du kan farve den med vandopløseligt pulverfarve som tilsættes inden du rører den flydende komponent i.

  4. Hej :)
    Kan du hjælpe mig med dette spørgsmål? Hvordan holder sukkerblonder sig på kanten af en kage i køleskabet? Kan man sætte dem uden på marcipan og så i køleskabet natten over?

    Vh Julie

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s