Cake Boss Red Velvet cake

675675
Opskrifterne fra Buddy Valastro (Cake Boss) er meget populære her på bloggen. Og en af de kager han ofte bager er Red Velvet cake. Denne opskrift fik jeg fat i for lang tid siden, og nu er det på tide at få den herud. Jeg har bagt cupcakes for at have noget at vise i denne blog, hvis jeg en dag bager en ordentlig red velvet kage, så skal jeg nok opdatere billederne i denne blog.

Red Velvet cake er i familie med Devils food cake og Angels food cake. Det er en gammel amerikansk opskrift, og den har ændret sig siden den oprindeligt blev lavet. Opskriften findes i et utal af varianter i dag. Denne her opskrift gav Buddy i forbindelse med en optræden i Oprah Show for længe siden.
Jeg bringer her opskriften som den er, personligt synes jeg amerikanere bruger alt for meget sukker i deres kager, så det er ikke min favorit, men der er mange der beder om Red velvet cake fordi det er moderne. Blandt andet er den populær i bryllupskager og Valentines kager, og den kan også bruges til cupcakes så skal den kun bages i 18-20 minutter.
Min topping er hvid chokolade creme i stedet for cream cheese.

270 g mel
1 spsk. kakao (pas på du ikke får for meget i, så bliver kagen ikke rød!)
1/2 tsk. salt
8 spsk. usaltet smør, rumtemperatur
300 g sukker
2 store æg, rumtemperatur
2 spsk. rød frugt/pasta farve
1 tsk. vanilje ekstrakt
2,5 dl kærnemælk, rumtemperatur
2 tsk. hvid eddike
1 tsk. bagepulver

Kopiering ikke tilladt!
Cream cheese fyld

250 g flødeost, rumtemperatur
8 spsk. usaltet smør, rumtemperatur
300 g flormelis, siet
1 tsk. vanilje ekstrakt
1 knivspids salt

Opvarm ovnen til 180 grader. Smør 2 x 22 cm forme og put bagepapir i bunden.

Sigt mel, kakao og salt i en skål.

Pisk smørret i en røremaskine med rørespaden til det er cremet og blødt. Tilsæt sukker, miks på medium hastighed til det er luftigt (ca. 3 min). Skrab skålen ned ind i mellem, så du får blandet det hele med.
Tilsæt æg et ad gangen og miks. Skrab skålen ned igen og tilsæt farven og vaniljen.
Sæt hastigheden ned til lav, og tilsæt melet ad 3 omgange, skiftevis med kærnemælken. Du skal starte og slutte med mel.
I en lille skål blander du eddike og bagepulver, og tilsætter det til dejen.
Del dejen mellem de 2 forme.
Kagen bages i 25 – 30 minutter, eller indtil en tandstik stukket ned midt i kagen kommer ren ud.
Lad kagen køle i 10 minutter, inden du tager den ud af formen. Brug en kniv til at løsne den i kanten. Køl kagen fuldstændigt på en rist og sæt den så i fryser i 30 minutter.

Fyld:
Pisk flødeost og smør med rørespaden i din røremaskine ved medium hastighed i ca 1 minut til den er glat. Tilsæt sukker, vanilje og salt og miks på lav hastighed i ca 30 sekunder. Skru derefter hastigheden op på høj og pisk til det er luftigt.

Tag kagen ud af fryseren og del den i lag. Fyld cream cheese mellem lagene i kagen, og gem nok til et udvendigt lag. Kagen kan pyntes med rødt krymmel, hakkede pistacie nødder eller evt reven citronskal.

56456

4 responses to “Cake Boss Red Velvet cake

  1. Hej. Jeg er super glad for at have fundet denne opskrift fra the Cake Boss. Så tak for det.
    Jeg har prøvet at lave den 2 gange, både som en stor kage og som cupcakes, den smager super godt, men jeg kan ikke få den til at hæve. Jeg følger opskriften fuldt ud, men kagen ender med at blive fast og lidt klæbrig. På dit billede ser den mere luftig ud.
    I beskrivelsen skriver du også at de 2 bunde skal skæres over, men mine bunde var så tynde at man slet ikke kunne skærer den over.
    Har du nogen ide til hvorfor den ikke vil hæve?
    Mvh Charlotte

    • Når en kage ikke hæver som forventet, kan det skyldes en del ting. Bl.a. at dit bagepulver ikke virker som det skal. Er det frisk nok, for bagepulver mister kræfterne når det står i skabet, eller på en varm krydderihylde i for lang tid? Hvor længe går der fra man putter bagepulveret i, til kagen kommer i ovnen? Hvis du venter for længe (mere end ca 20-30 min), så er bagepulveret ikke længere virksomt. Kagen skal i ovnen hurtigst muligt efter at bagepulveret er tilsat.
      Du kan evt. prøve at putte 2 tsk bagepulver i kagen og se om det hjælper.

      Det kan også være at nogen af ingredienserne ikke har haft rumtemperatur, men er brugt direkte fra køleskab. F.eks. æg eller smør.
      Og rører/pisker du dejen for hårdt efter melet er kommet i, risikerer du at gluten udvikler sig, og det vil gøre kagen tung. Så glem røremaskinen, og rør med hånden fra du putter melet i.

      Og så er det selve melet. Nogle meltyper duer bare ikke.
      Jeg har oplevet det samme som du med en “forkert” mel, som en kagemodtager havde leveret til mig. Efter at have bagt 2 mislykkede kager, bagte jeg en med mit normale mel, og kagen blev perfekt.
      Du kan faktisk se kagerne her, og det er en enorm forskel der er på dem. Fremgangsmåden og opskriften er ens for begge kager.

      Jeg har samlet en masse bagetips på denne side, kig på den og måske finder du årsagen ;) (Jeg vil gerne høre når du gør, det er altid interessant at vide)
      https://simplycupncakes.wordpress.com/2014/08/21/nar-kagen-ikke-haever-og-andre-bagetips/

  2. Hej
    Jeg har bagt to dobbelt portioner og har samme problem som Charlotte. Hvorfor skal bagepulver og eddike blandes inden det kommes i kagedejen? Det bruser jo bare op og så tænker jeg at bagepulveret er ødelagt?

    Mvh. Irene

  3. Hej.
    Er lige faldet over denne opskrift. Jeg forstår ikke helt fidusen i at blande bagepulver i eddike, det bliver jo en sær klump i løbet af ingen tid!! Kan man ikke blande det i sidste omgang mel, som man så vender i dejen?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s