Jødekager er egentlig en spændende kage, da man faktisk ikke ved så meget om den og hvornår den kom til Danmark. Men uundværlig er den når der skal bages til jul. Jeg husker den fra min barndom som en af de kager, jeg bedst kunne lide og sådan er det også i dag.
Jødekager som er små runde kager der er drysset med kanel, sukker og mandler kan dateres tilbage i 1700 tallet, der enten blev bagt eller forhandlet i jødiske bagerier.
Snydes for den skal I bestemt ikke :)
Jødekager:
250 g mel
½ tsk hjortetaksalt
150 g blødt smør
100 g sukker
1 æg
Hakkede mandler til drys
Mel og hjortetaksalt blandes. Smørret smuldres i og sukkeret tilsættes. Til sidst samles dejen med ægget. Dejen skal hvile i køleskabet en time og gerne mere inden den tages ud og rulles ud – ca 1 cm og gerne lidt tyndere. Det er en smagssag, hvor “tykke” man gerne vil have dem. Personligt kan jeg godt lide dem, hvis der er en smule “bid” i. Så jeg ruller gerne dejen ud til ca 5mm.
Dejen udstikkes i de former man gerne vil have. Det er kun fantasien der sætter grænser :)
Pensel de, i mit tilfælde, runde kager med æg og drys kanel sukker og mandler på.
Bages ved 200 gr (180 gr ved varmluft) i ca 8-10 min.