Vanilje cupcakes med indbygget karamel surprise og karamel frosting.
En gammel tanke der endelig kom til udførelse. Jeg har en lang todo liste over ting jeg skal prøve at bage, og dette er en af dem.
Indbagt fyldt chokolade. Det smager himmelsk!
Grundopskrift cupcakes (ca 12-14 stk)
125 g smør
125 g sukker
125 g mel
2 æg
½ tsk salt
1 tsk vaniljeekstrakt
½ dl mælk
1 tsk bagepulver
Cloetta Center eller Smil chokolade med fyld til indbagning, eller en anden fyldt chokolade du godt kan lide.
Frosting:
250 g smør
200-300 g flormelis
1-2 tsk Nescafé
1 tsk vaniljeekstrakt
2 spsk Toffee sauce (jeg har brugt den fra Dr. Oetker i rød flaske)
Forvarm ovnen til 200 grader.
Smelt smør og rør mælken i. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt. Rør vaniljeekstrakt i.
Bland de tørre ingredienser; mel, sukker, salt og bagepulver i en skål og tilsæt væsken lidt af gangen. Dejen røres blank og glat, fyldes i forme og bages ved 200 grader 15-20 minutter midt i ovnen.
For at din chokolade surprise ikke skal synke til bunds, og sidde på papiret når kagen pakkes ud, skal du forbage en lille bund.
Hæld en lille smule dej i dine forme, bag i ca. 5 minutter og lad dem køle af i ca 10 minutter, inden du fortsætter.
Placer den fyldte chokolade ovenpå dejen og tryk den en anelse ned, men ikke helt ned i bunden. Bare så den står fast og ikke rykker sig, når du fylder formen op som du plejer med dej.
Bag kagerne i ca 18 minutter, og drej pladen når der er gået 10 min.
Lad kagerne køle helt af inden du giver dem frosting på.
Pisk blødt smør og flormelis til du har en god konsistens. Tilsæt vanilje og smag til med kaffe og karamelsauce, hvis din smørcreme virker for tynd, så tilsæt lidt mere flormelis.
Til sidst pynter du kagerne.
Meget meget fine :)
Tak Nanna, de smager bare supergodt. Der er jo nærmest ingen grænser for det yndlingsslik man kan bage ind i cupcakes ;)